Sulfite

Til bestemmelse af sulfit øl, frugt, grøntsagsprodukter, skaldyr, krydderier, vin, medicin og biologiske prøver.

Svovldioxid danner sammen med vand svovlsyrling. Svovlsyrlings salte hedder sulfitter. I produktion af fødevarer bruges både svovldioxid og sulfitter.

Svovldioxid og sulfitter har flere funktioner. De virker bl.a. konserverende, fordi de hæmmer vækst af bakterier, gær- og skimmelsvampe. Desuden virker de som antioxidanter, og de kan forhindre brunfarvning af fx abrikoser og hvide grøntsager, fx kartofler og peberrod.

Svovldioxid findes naturligt i løg og kål, der indeholder 10-20 mg pr. kg. Det kan desuden dannes naturligt i små mængder ved gæring. I vin kan dannes 10-30 mg pr. liter og i øl 0,2-10 mg pr. liter.

Vin må i alt indeholde 160-210 mg svovldioxid pr. liter - søde typer må indeholde op til 400 mg pr. liter.

Der må ikke tilsættes svolvdioxid eller sulfit til økologisk tørret frugt, fx rosiner. Svovl, som kan blive til svovldioxid og sulfit, må dog bruges i produktionen på marken og kan derfor også være tilstede i de tørrede frugter.

Svovldioxid og sulfitter har E-numrene E 220-E 224 og E 226-228 og skal mærkes med kategori og E-nummer eller navn, fx "Konserveringsstof: E 220" eller "Konserveringsstof: Svovldioxid".

Svovldioxid og sulfitter kan også udløse hudkløe, nældefeber og hævelse i huden eller høfeber. Disse symptomer er beskrevet hos mennesker, der ikke har astma. Hos nogle af disse mennesker udløses symptomerne af meget små mængder sulfit, fx 1 mg. Der vil sædvanligvis skulle en del mere til at udløse en reaktion.

Enzymreaktionerne:

Sulfit oxideres af under tilstedeværelsen af ilt og enzymet sulfitoxidase til sulfat

SO3-- + O2 → SO4 -- + H2O2

Hydrogenperoxiden H2O2 dannet i den første enzymreaktion reduceres under tilstedeværelsen af co-faktoren NADH og enzymet NADH-peroxidase.

H2O2+ NADH → H2O + NAD+

Under den sidste reaktion oxideres NADH til NAD+. Mængden af oxideret NADH er støkiometrisk ækvivalent til mængden af sulfit i prøven.

Niveauet af NADH i enzymreaktionen bestemmes spektrofotometrisk ved at måle lysabsorbansen ved 334, 340 eller 365 nm.

Detektionsniveauet for sulfit er 0,3 mg/l - 0,3 gram/l